Thøger Larsen skriver i sin ”Sommervise” de rammende ord: ”Du danske sommer jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig”. Efter en plaskvåd juni og en indtil videre kold juli håber vi, at du har kærligheden i behold og (klima)modet er højt. Der er nemlig virkelig meget godt, som er i gang, og der ligger et spændende efterår foran os. I dette nyhedsbrev kan du læse om den nye Klimahandlingsplan, som Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati (ULN) har vedtaget i dette forår – og som kommer til at sætte rammen for vores samarbejde med dig og alle de andre seje ildsjæle i Grønt Forum de næste 3 år.
Varme sommerhilsner Dana og Rane
Ny klimahandlingsplan fra Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati
ULN's Klimahandlingsplan skal hjælpe borgerne til at gå sammen om at gøre en forskel for klimaet i deres lokalsamfund. For vi ved, at hvis vi handler i fællesskab, så er det både sjovere og har større effekt. Og hvis vi er med til at bestemme, hvordan omstillingen i vores eget og det fælles liv kommer til at foregå, så giver det meget mere mening at bidrage til klimaindsatsen. Planen har 5 indsatsområder – og vi er allerede gået i gang med 2 af dem, borgersamling og klimapartnerskaber. Se mere om klimahandlingsplanen her.
Borgersamling om klima - har du fået en invitation?
Har du checket din E-boks for nylig? Hvis ikke, så gør det fluks – det kan være der ligger en invitation til at være med i den første borgersamling i Vejle Kommune. Her skal 36 tilfældigt udvalgt og repræsentative borgere mødes med 14 repræsentanter fra foreningslivet og en håndfuld politikere for at komme med bud på, hvordan det gode liv i Vejle Kommune ser ud med et langt lavere klimaftryk – og hvad vi sammen kan gøre for klimaet i vores lokalsamfund. Vi arbejder sammen med eksperterne fra We Do Democracy om dette spor. Læs mere om borgersamlingen her.
Klimapartnerskaber med lokalsamfund - lad os få flere med!
Hvad betyder klimadagsordenen for måden vi dyrker idræt og arrangerer idrætsturneringer på? For den årlige byfest? Eller for grundejerforeningernes og kirkens grønne områder? For maden i børnehaverne eller undervisningen i skolen? Hvordan tænker vi klimahandling og klimatilpasning ind i både vores eget hverdagsliv og de drømme vi har for udviklingen af vores lokalsamfund? Det er svære spørgsmål, som vi skal hjælpe hinanden med at finde svar på – og derfor er vi gået i gang med at udvikle klimapartnerskaber med lokalsamfundene rundt omkring i kommunen. Læs mere om klimapartnerskaber for lokalsamfund her.
Næste møde i Klimanetværk for lokalsamfund 8.10 hos Refashion Vejle
Tirsdag den 8.10 kl. 17-20 inviterer vi på besøg hos de gode folk fra Refashion Vejle i Spinderihallerne. De har taget fat på et af de svære emner: Vores høje forbrug af (mode)tøj. Med bl.a. repaircaféer, bytteskabe og bæredygtig modeuge er de i gang med at sætte en ny dagsorden i Vejle og omegn. Vi får også besøg af folkene bag projektet 'Grøn detail", der arbejder med butikkernes grønne omstilling i Vejle. Du kan se mere om arrangementet og tilmelde dig her.
Tryk på skovrejsningen i Vejle Kommune
I 2024 har både Grønt Forum og Natur og Udeliv i Teknik og Miljøforvaltningen fokus på skovrejsning. Der er rigtig gode støttemuligheder lige nu, hvis du ønsker at rejse skov på mere end 1 ha. Faktisk har 2 lodsejere i Grejs og Egtved netop fået støtte fra Klimaskovfonden. Og på Rosborg Gymnasium har 2 seje elever fået rejst to mini-skove efter miyawaki-metoden. Kontakt Malene Simonsen på MASSI@Vejle.dk hvis du gerne vil rejse (større) skov. Du kan læse mere om skovrejsning her.
Borgenes grønne omstillingspulje søger projekter
Drømmer du om at sætte gang i klimahandlinger sammen med andre i dit lokalsamfund? Så er vi parat til at modtage din ansøgning til Borgernes Grønne Omstillingspulje. Puljen støtter projekter og aktiviteter for og af borgerne i kommunen, der sammen medvirker til at fremme Vejle Kommunes Klimaplan. Ansøgninger på op til 20.000 kr. behandler vi løbende – skal du bruge mere, så er de næste ansøgningsfrister 5. august og 21. oktober.
På Grønt Forums hjemmeside kan du finde information om puljen, ansøgningsskema og oplysninger om de projekter der tidligere har fået støtte. Se mere på www.grontforum.vejle.dk/bgo
Grønt Forum - din genvej til at gøre en forskel
Grønt Forum er sat i verden for at hjælpe lokale aktive med at sætte handling på den grønne omstilling. Der er derfor flere måder vi står til rådighed for at hjælpe dig eller din forening med at komme i gang:
Hos os kan du:
Få hjælp til udvikling, fundraising og gennemførsel af ideer og projekter
Få hjælp til brobygning til andre aktive og Vejle Kommunes forvaltninger
Finde en oversigt over grønne frivillige initiativer i kommunen
Søge midler til jeres grønne projekter
Blive en del af vores netværk der samler grønne ildsjæle på tværs inden for temaer som biodiversitet og klimahandling
Blive en del af faste traditioner såsom affaldsindsamling og deltage i arrangementer som Klimadag i Vejle, Affaldsindsamling eller projekt Ren natur.
Holde dig informeret om hvad der sker i Grønt Forums netværk og sekretariat gennem Grønt Forums Nyhedsbrev, e-mail-liste eller følge Grønt Forum på de sociale medier.
Maren Pilgaard Andersen er på barsel, og derfor har vi ansat Rane Baadsgaard Lange som udviklingskonsulent i Grønt Forum. Han har sidste 10 år arbejdet i højskolebevægelsen som både lærer, leder og projektmager med fokus på bæredygtig og demokratisk dannelse, senest som viceforstander på Brandbjerg Højskole. Rane glæder sig til at arbejde videre med det folkelige engagement i den grønne omstilling i Vejle Kommune.
Tak for den store indsats du og de andre frivillige ildsjæle gør for at skabe et grønnere lokalsamfund.
Grønt Forums sekretariat holder sommerlukket frem til den 5. august 2024.